Ved at dykke ned i karakteristikaene ved grøn strukturkapital, er det muligt at bemærke, at forskellige typer grøn strukturkapital eksisterer inden for vores naturlige og konstruerede miljøer. Der er skove, vådområder, kystøkosystemer, grønne infrastrukturer, der efterligner naturlige funktioner, landbrugsjord, bygninger og infrastrukturer, der inkorporerer grønne træk, og økologiske netværk, der forbinder fragmenterede habitater og tillader migrationer og bevægelser. 

Grøn strukturkapital er essentiel af mange forskellige årsager. Den opretholder biodiversitet og beskytter naturlige habitater, hvilket forbedrer økosystemtjenester. Den spiller også en afgørende rolle i at afbøde klimaforandringer. Gennem bæredygtige praksisser kan grøn strukturkapital også fremme bæredygtig arealanvendelse. Dette resulterer i naturlige miljøer, der, takket være grøn strukturkapital, bliver mere modstandsdygtige og gavnlige for menneskers sundhed og trivsel. Grøn strukturkapital er faktisk forbundet med positive påvirkninger som vandrensning, kulstofbinding, jordens frugtbarhed, klimaregulering og habitatforsyning. 

For at forstå vigtigheden af grøn strukturkapital og sikre dens bæredygtige forvaltning, er det fundamentalt at måle og analysere den. Der findes mange forskellige værktøjer og metoder til at foretage denne vurdering. For at identificere og kvantificere værdien af grøn strukturkapitals tjenester er det muligt at foretage en økosystemtjenestevurdering. Det er muligt at bruge regnskabsmetodologier til at evaluere beholdninger og strømme af naturressourcer. Cost-benefit-analyse er det populære værktøj, der bruges til at vurdere økonomisk gennemførlighed af projekter eller politikker; hvis vurderingen skal foretages på et produkt eller en aktivitet, er livscyklusvurdering den omfattende metodologi at overveje. Miljøkonsekvensvurdering er en systematisk proces til at vurdere potentielle miljøpåvirkninger af projekter. Fjernmålingsteknologier, såsom GIS og satellitter, er de mest egnede metoder til at kortlægge og analysere økosystemer og landområder. At engagere alle interessenter gennem deltagelses- og samskabelsesaktiviteter og integrere målingerne i økonomiske og finansielle systemer er den bedste tilgang til at vurdere de potentielle fordele ved grøn strukturkapital. 

Endelig bør virksomheder være bevidste om deres magt til at bevare og forbedre grøn strukturkapital ved blot at vedtage bæredygtige praksisser, såsom foranstaltninger for mere effektiv energianvendelse og bedre vandbevaring. Derudover kan virksomheder, ved at genanvende og engagere sig med etiske og bæredygtige leverandører, styrke grøn strukturkapital. Brug af lavemissionsmaterialer, konstant kvalitetsvedligeholdelse og grønne rengøringspraksisser, sammen med pleje af lokale planter, er også gavnlige aktiviteter til at styrke præstationen af grøn strukturkapital. Ved at inkorporere disse bæredygtige praksisser i grøn strukturkapital kan virksomheder bidrage til den grønne omstilling mod en bedre fremtid.